Josefine Lind, OK Gorm har gjort det igen – medalje ved JEC
Alle ved, at det kan være svært at gentage succeser, men det har Josefine Lind OK, Gorm formået.
Josefine var i 2013 som 16 årig til sit første internationale mesterskab, EYOC - EM for ungdomshold. Kom hjem med 2 medaljer (guld og bronze). I 2014 gentog historien sig. Josefine kom igen hjem med to medaljer. Denne gang fra JEC - EM for juniorer (2x guld).
Igen i år var Josefine udtaget til at repræsenterer de danske farver ved JEC, og hun skuffede ikke. Blev nr. 4 i sprint og tog sølv på langdistance!
I både Sprint og Lang var der 45 deltagere fra 14 nationer.
Trænerne havde før afrejse udtrykt denne målsætning: "Vi tager til JEC for at præstere! Vi tager derned for, at I kan vise jeres høje niveau frem og vise, at I ikke træner hårdt kun for sjov”.
Man må sige, at Josefine tog målsætningen alvorligt ved i D18 at vinde sølv kun 2.14 efter den schweiziske favorit Simona Aebersold og i sprinten at blive nr.4. blot 6 sekunder fra en bronzemedalje. Igen var det schweiziske Simona, der vandt
Josefine siger om sprinten: -”Jeg havde et dårligt vejvalg og lidt problemer i starten af løbet, men løber herefter lige op med Simona.
Langdistancen vurderer Josefine således: - ”Det var lidt af en udfordring. Kortet var tegnet i 1:15.000, men midt i løbet løber vi ind i et meget stenet område, der er meget detaljeret. Dette område var gengivet i 1:7.500 på et lille kortudsnit. Her lå 6 poster meget tæt. Omstillingen fra et målestok til et andet gav mig lidt problemer, så jeg bommer den første af de 6 poster. Men ellers var jeg tilfreds med mit løb. Dejligt også at få bekræftet, at formen også er til stærk kupering. Den 7.8 km lange bane havde 310 højdemeter, der skulle forceres”, slutter Josefine.
JEC blev afviklet i dagene 9-11. oktober med sprint, langdistance og stafet omkring Bad Harzburg, i et stærkt kuperet terræn.