Ændring i DOFs talentudviklingsarbejde betyder også ændringer i TC Syd Vejle

  • Udskriv

De bedste danske orienteringsløbere har verdensklasse. Ved VM i Skotland for seniorer blev Danmark bedste nation med 4 guldmedaljer. Hvem kender ikke Maja Alm, HTF, Haderslev? Hun vandt 3 guld ved VM i Skotland og er nomineret til Årets Sportsnavn?
Men DOF hviler ikke på laurbærrene og afløserne for de nuværende verdensstjerner skal skabes i det nuværende talentarbejde, som TC Syd Vejle er en del af.

DOFs talentcentre og dermed også TC Syd skal sikre det bedst mulige træningsmiljø omkring de bedste ungdoms- og juniorløbere. For bedre at opnå det, hæves niveauet fra 2016 i TC-erne med fokus på et stærkt træningsmiljø, der inspirerer til seriøs træning.
Fremover vil løbere først kunne udtages til TC fra det år, de fylder 15 år.
Et krav for at kunne blive optaget i TC er ikke alene alderen, løberen skal allerede da kunne løbe svær orientering. Det stiller altså også krav til klubbernes ungdomstræning.

Derudover er kriterier for at være med i TC:
•    Man deltager i al TC-træning og klubtræning (min. 75 % deltagelse begge steder).
•    Man har ambitioner om at udvikle sig som o-løber og prioriterer at deltage i nationale konkurrencer.
•    Man fører elektronisk træningsdagbog. Formålet er, at træneren kan vurdere træningen, at træningen bliver struktureret, og at man kan lære af gennemført træning.

Andre større ændringer er, at der bliver en større kobling mellem juniorlandshold og TC, hvilket betyder at juniorlandstræneren kommer forbi en gang imellem.

Her i foråret 2016 er der i TC Syd planlagt 7 samlinger. På en af samlingerne kommer Team Danmarks sportspsykolog  Kristoffer Henriksen forbi. Han vil fortælle om mentaltræning/sportspsykologi. På en anden samling er der fokus på ernæring. Det sørger EliteVejles ernæringsekspert Mia Sørensen for.

I 2016 er der 21 løbere tilknyttet TC Syd Vejle fra 7 klubber. Der er 9 TVO løbere med i TC Syd.